Specialtandpleje
Sådan kommer man med i ordningen.
Sådan kommer man med i ordningen
Man skal visiteres til specialtandpleje
Henvisning til Specialtandplejen sker på grundlag af en faglig bedømmelse af patientens evne og mulighed for at benytte øvrige tandplejetilbud. Denne bedømmelse foretages af en fagperson, der har jævnlig kontakt med patienten og kendskab til dennes funktionsnedsættelse, og som har ansvaret for den pågældende person. Funktionsnedsættelser kan f.eks. være: autisme, sindslidelser, cerebral parese, hjerneskade, udviklingshæmning, parkinsons sygdom og sklerose. Henvisningen kommer fra egen læge, tandlæge eller sygeplejefagligt eller pædagogisk personale.
Henvisningen skal være skriftlig. Blanketten til at ansøge om specialtandpleje kan hentes på Skive Kommunes hjemmeside.
Hvis der efterfølgende sker ændringer i en borgers situation, kan han/hun blive udvisiteret af specialtandplejen.
Specialtandpleje eller omsorgstandpleje?
I visse tilfælde kan patienter, der synes at høre ind under specialtandplejeordningen, af kommunen blive visiteret til behandling i omsorgstandplejeordningen. Læs mere om omsorgstandplejeordningen.
Klagemuligheder
Man kan som borger/patient [i henhold til LBK nr 995 af 14/06/2018] klage til Styrelsen for Patientsikkerhed (tidligere Patientombuddet) over kommunens afgørelse. Man kan klage over:
- om man er omfattet af reglerne om specialtandpleje
- egenbetalingen
- omfanget af specialtandpleje.